Kort før Jul sad jeg i samtale med familien til en ældre dame, som var død, mæt af dage. Samtalen omfattede selvfølgelig familiens ønsker til kirke, præst, gravsted osv., men også emner, som var meget personlige. Den ældre dame havde tydeligvis været en elskelig og højt elsket kvinde, som havde brugt de fleste dage på at gøre livet bedre for andre, men som også havde tilbragt mange timer med et strikketøj i hænderne. Da talen senere faldt på kirke- og kistepynt, sneg snakken om strikketøj sig igen ind i samtalen og familien fik talt sig frem til, at der gerne måtte indgå strikkepinde i kistepynten. For mig som bedemand, er det vigtigt at hjælpe familien med at få en personlig afsked med deres kære. Jeg formulerer ofte vigtigheden af, at man kan genkende det levede liv i højtideligheden. Fra denne kvindes liv, var det altså strikketøjet, som kunne være den lille detalje, som gør en forskel.
Nu er hverken jeg eller blomsterdesigner Jonas Jensen de store strikkere. Det er til gengæld min bonusmor, Marianne – faktisk en meget habil og kunstnerisk orienteret strikker - som altid er villig til at hjælpe, når hun kan. Mellem Jul og Nytår fandt Marianne derfor et par fine strikkepinde og en rød garn frem, som kunne matche tulipanerne i kistepynten, og strikkede et par pinde, som Jonas kunne integrere blandt blomster og grønt.
Strikketøjet havde været en skattet aktivitet i den afdøde kvindes liv. Således fik det også en plads i familiens afsked. En personlig afsked.