Forskelle og ligheder i de fem hovedreligioner
Kristendommen - katolicismen
Et evigt liv med Gud i Himlen. For katolikker er der altid et håb. De tror på, at Gud vil være hos mennesket også under sygdom, tab og sorg.
Når en katolik dør, tænder de pårørende en kærte. Ofte sidder familie og venner hos afdøde, deler minder og beder sammen, hvorefter afdøde bliver sunget ud. I den katolske tradition er dette forbundet med en enkel og kort bønnestund.
Ved dødslejet fornyer en katolik sine dåbsløfter og beder med præsten og familien Allehelgens litani.
Selv om den døende ikke er ved bevidsthed, henter de tilstedeværende trøst fra bønnerne. Da hørelsen kan være det sidste, der forsvinder, kan bønnerne også nære den døendes håb om himmelsk liv og opstandelse.
En katolsk begravelsesceremoni består af forskellige bønner, salmer og skriftlæsninger. Præsten kan under prædiken flette personlige historier ind eller holde en tale om afdøde.
Påskelyset tændes tæt ved kisten. Det er for katolikker et symbol på den genopstandne Kristus, på lysets sejr over mørket og livet over døden.
Kisten kan være pyntet med blomster og en bårebuket. Familie og venner lægger en bibel, et kors, et ikon, en rosenkrans eller noget lignende på kisten. Det symboliserer afdødes kristne liv.
Efter bodsritual, bøn og læsning fra Bibelen beder alle forbønner. Der stænkes vievand på kisten som symbol på dåben og begyndelsen til livet med Gud, ligesom der svinges røgelseskar omkring kisten i respekt for afdødes krop.
Mens den sidste salme synges, bæres kisten ud, og alle følger afdøde tilvedkommendes gravsted.
Katolikker bliver begravet i indviet jord. Hvis en afdød begraves på en kommunal kirkegård, indvier præsten jorden med vievand og bøn. Der bedes for den afdøde, mens de forsamlede enkeltvis stænker vievand på graven eller kaster jord i den.
En bisættelse foregår ligesom en begravelse. Urnen skal opbevares et helligt sted eller i indviet jord.
Jødedommen
Jøder tror på, at alle døde ved tidernes ende vil genopstå for at stå til regnskab over for Gud, som afgør, hvem der skal leve i evig fortabelse, og hvem der skal leve i Guds rige.
Når døden nærmer sig
Hvis det er muligt, fremsiges den jødiske trosbekendelse sammen med den døende. Hvis den døende er for svag til at deltage, fremsiges den af de tilstedeværende. Trosbekendelsen lyder:
“Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.”
Når døden indtræffer
Umiddelbart når man dør, siges eller synges Davids salmer af de pårørende. Nærmeste familie holder vagt ved afdøde, indtil afdøde bliver kørt væk i en kiste.
Inden begravelsen bliver den døde bliver gjort i stand og kroppen vaskes rituelt med vand. Mænd vasker mænd, og kvinder vasker kvinder. Herefter iklædes afdøde hvidt tøj, som består af bluse, bukser og en hovedbeklædning. Mændene får deres bedesjal - Tallit- over sig samt en kittel, der normalt bruges til nytår og forsoningsdag.
Begravelsen
I Danmark finder begravelsen som oftest sted inden for 48 timer efter dødsfaldet. I jødedommen skal
begravelsen, af respekt for afdøde, finde sted snarest muligt efter dødsfaldet. Traditionelt river de pårørende inden begravelsen en flænge i deres tøj for at vise sorg.
I Danmark foregår begravelsen på den jødiske begravelsesplads. Til højtideligheden citeres fra biblen, og rabbineren holder en mindetale. Herefter går man til graven, hvor kisten med afdøde sænkes ned. Man dækker kisten til med jord, og der bliver sagt den hebraiske bøn, Kaddish - en lovprisning af Gud.
Hvis begravelsen foregår uden for Israel, lægges der ofte en smule jord fra Det Hellige Land under hovedet i kisten.
En traditionel jødisk begravelse er uden blomster, men man lægger i stedet for en lille sten på graven. Det gør man ud fra ideen om, at der i døden ikke er forskel på rig og fattig, og fordi sten ikke forgår som blomster og lys. Valget af en kiste af ubehandlet træ hænger også sammen med ideen om, at alle i døden er lige.
Jøder er principielt imod kremering, men det kan forekomme.
Jødisk kirkegård
Jøderne bliver begravet på egne kirkegårde eller afdelinger på almindelige kirkegårde. I København f.eks. har Mosaisk Trossamfund eget begravelsesområde på Vestre Kirkegård.
Sørgeperiode
Der er forskellige jødiske ritualer for sorg.
Der er tradition for, at venner og familie i de første syv dage efter begravelsen, shiva, kommer hjem til de efterladte med mad. På den syvende dag går de efterladte til graven, hvor de beder og lægger en sten for at vise, at gravstedet er besøgt.
De første 30 dage undgås fest, ligesom mændene ikke må barbere sig.
På dødsdagen mindes afdøde ved at de efterladte tænder et lys, som skal brænde i 24 timer. Gravstedet besøges og der lægger en sten på gravstenen.
Har man mistet forældre, er sørgeperioden et år, mens den ved tab af andre familiemedlemmer er en måned.
Evig gravfred
I jødedommen nedlægger man aldrig et gravsted. De dødes bolig er ’fredhellig’.
Hinduismen
For Hinduer er det legemet, der dør. Sjælen vandrer videre til en ny inkarnation og bliver genfødt. Sjælen kan blive genfødt i alt levende, og genfødselshjulet, samsara, fortsætter, indtil befrielsen, moksha, er nået.
Ritualerne i forbindelse med en hindus død følger et ret fast mønster, som baserer sig på de hellige, vediskeskrifter. Der kan dog optræde diverse forskelle afhængig af, hvilken region, sekt eller kaste, som afdøde stammer fra. Lokale familietraditioner kan også spille ind.
Før døden indtræffer
Som udgangspunkt ønsker hinduer at dø i deres hjem, omgivet af venner og familie.
Når døden nærmer sig, lægges den døende med ansigtet mod øst, og der tændes en lampe ved den døendes hoved.
De pårørende synger hymner, beder og læser op fra de hellige skrifter. Hvis det er muligt, dryppes der vand fra den hellige flod Ganges i munden på den døende.
Når døden indtræffer
Når døden er indtruffet, bliver afdøde gjort i stand. Hinduerne benytter sig ofte af en række renhedsritualer, da de mener, at døden er omgivet af urenhed.
Afdøde vaskes af familiemedlemmer af samme køn og iklædes hvidt tøj. For gifte kvinder kan det være rødt tøj. Er en mand død, skal familiens ældste søn som udgangspunkt stå for en ceremoni for afdøde, og er en kvinde død, har hendes yngste søn ansvaret.
Til ceremonien tændes der lys og synges hymner, ligesom der fremsiges mantraer for, at sjælen kan komme videre til næste inkarnation. Der hældes vand over afdøde som et symbol på, at livet er slut. Afdøde får også riskorn i munden for at sikre næring til den sidste rejse.
Begravelsen
Ceremonien holdes så vidt muligt derhjemme. Hvis personen er død på et sygehus, kan ceremonien blive afholdt i hospitalets kapel. Kisten er åben under ceremonien.
I Danmark lægges afdøde i en kiste og bliver kremeret på et krematorium. For at symbolisere ligbålet kan man lægge et stykke sandeltræ samt klaret smør (ghee) i kisten.
Hvis afdøde skal brændes på traditionel vis, bærer mændene afdøde til det sted, hvor ligbålet er placeret. Der lægges brænde oven på afdøde og ofres røgelse og klaret smør (ghee). Den ældste søn antænder ligbålet.
Kvinder er traditionelt ikke med til ligbrændingen
Til efterfølgende mindesammenkomst ofrer man risboller for, at afdøde kan blive sendt korrekt ind i forfædrenes verden.
Afsluttende sørgeceremoni
Den afsluttende sørgeceremoni bliver af mange hinduer holdt den 13. dag efter døden, hvor sjælen vil være kommet til sit næste sted.
Askespredning
Livet starter i livmodervand og slutter i vand, hvilket skal symbolisere den evige cirkel, hvor man lever, dør og bliver genfødt.
Afdødes aske spredes traditionelt over en af hjemlandets hellige floder – helst Ganges. Hinduer i Danmark får ofte sendt urnen til deres oprindelige hjemland, så asken kan blive spredt over en af floderne. Alternativt får de placeret urnen i en særlig afdeling på en kirkegård, eller asken spredes i havet.