Hvad er forskellen på begravelse eller bisættelse?

I Danmark kan afdøde enten blive begravet eller bisat. En begravelse indebærer at kisten med afdøde sænkes i jorden på et gravsted. En bisættelse indebærer, at afdøde kremeres; altså brændes på et krematorium; hvorefter asken bliver samlet i en urne.

Alle over 15 år må selv tage stilling til om de ønsker at blive begravet i en kiste i jorden eller kremeres. Har afdøde ikke taget stilling eller ytret ønske om begravelse eller kremering, er det de nærmeste pårørende, som træffer valget.

Langt de fleste, som dør i Danmark, bliver kremeret. På landsplan har andelen af døde, som bliver kremeret, de sidste år ligget på over 85%. Ifølge dansk lov skal kremering finde sted senest 14 dage efter dødsfaldet.

En begravelse eller bisættelse senere end 14 dage efter dødsfaldet forudsætter at der gives dispensation. En sådan dispensation kan alene gives af Embedslægerne og stiller særlige krav til opbevaringen af kisten frem til højtideligheden.

Vi kan være bedemand for alle

Hvordan kan vi hjælpe?

Har du spørgsmål til vores ydelser, er du meget velkommen til at kontakte os.

*

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Ønsker du en højtidelighed uden for kirken?

Har du et ønske om en alternativ begravelse, kan du hos TRENSKOW få hjælp til det hele. I fællesskab sammensætter vi netop den afsked, du ønsker, og hjælper dig både med form og indhold. TRENSKOW samarbejder med musikere, som gerne hjælper som solist, akkompagnatør eller med sang inden for forskellige stilarter.

Har I behov for at bedemanden leder selve ceremonien, gør vi det gerne.

Skal det være borgerligt eller i folkekirken?

Bisættelse eller begravelse I folkekirken?

Den danske folkekirke er del af den evangelisk-lutherske kirke og baserer sig på troen om opstandelse og det evige liv hos Gud.

I den danske folkekirke er der ikke nogen krav til de ritualer, som hører til den sidste tid, men som medlem og troende kan det for nogle døende være vigtigt at have en samtale med en præst. Præsten kan give den døende den sidste nadver eller bede en bøn.

Når døden indtræffer, kan det være, man tænder et lys, beder et Fader Vor eller synger sjælen ud med en salme eller sang. Ofte er det bedemanden, som bistår de pårørende i denne stund. Hvis døden indtræffer på et plejecenter, hvor afdøde har boet i længere tid, er det ofte væsentligt for personalet at få taget afsked. Dette kan f.eks. ske ved at familien og personalet sammen synger en salme eller sang, inden kisten køres til kapellet, hvor den oftest står frem til højtideligheden i kirken.

Bedemanden er behjælpelig med salmeblade og kan også synge for, hvis familien ønsker det.

Medlemmer af Den danske folkekirke har ret til en højtidelighed med en præst til stede.

Højtideligheden afholdes oftest i en kirke i det sogn, hvor afdøde hørte til. Højtideligheden kan også finde sted i et kapel. Efter aftale med præsten kan højtideligheden eventuelt afholdes et andet sted, men det er ikke alle provstier, som tillader denne alternative praksis.

Den folkekirkelige begravelse og bisættelse indebærer lovprisning, jordpåkastelse, fadervor og velsignelse. Flaget uden for kirken er på halvt, indtil jordpåkastelsen er foretaget.

Kisten med afdøde står i kirken under højtideligheden. Til højtideligheden beder præsten en bøn, der læses op fra biblen og der synges 3-4 salmer eller sange. Præsten holder også en tale om afdøde.

De pårørende har mulighed for, i samarbejde med præsten, at vælge salmer, sange og bønner, ligesom afdøde selv kan have skrevet særlige ønsker (evt. Min Sidste Vilje) ned til højtideligheden inden sin død.

Jordpåkastelsen forkynder det kristne budskab om liv, død og opstandelse. Hvis den døde skal kremeres, sker jordpåkastelsen i kirken. Hvis den døde skal begraves, sker jordpåkastelsen efter højtideligheden ved gravstedet på kirkegården.

I forlængelse af jordpåkastelsen bliver der bedt fadervor. Herefter lyses velsignelsen.

Til sidst bæres kisten med afdøde ud af kirken af de nærmeste pårørende. Alt efter, om der er tale om en begravelse eller en bisættelse, bæres kisten til gravstedet og sænkes i jorden eller til rustvognen for at blive kørt til krematoriet og kremeret.

Det hænder også at kisten i stedet skal køres til kirkegården et andet sted i byen. I disse tilfælde, er det stadig kutyme, at de pårørende kører i følge efter rustvognen til kirkegården. Ved bisættelser er det også muligt at lade kisten stå i kirken og lade bedemanden stå for afhentning efter alle har forladt kirken eller kapellet.

Medmindre asken spredes over åbent hav, vil der ved en bisættelse senere finde en urnenedsættelse sted.

Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, skal man have en speciel tilladelse fra den pågældende sognepræst for at kunne afholde begravelsen eller bisættelsen i Den danske folkekirke.

Bedemanden kan sørge for at ansøge om evt. tilladelser. Det er derfor vigtigt altid at informere bedemanden om de relevante forhold.

Borgerlig bisættelse eller begravelse?

En borgerlig højtidelighed skal foregå sømmeligt og må ikke forstyrrer den offentlige orden. Derudover er der ingen lovkrav til højtideligheden.

Den borgerlige højtidelighed kan afholdes i et kapel, på en kirkegård, et hospitalskapel eller et plejehjem. Højtideligheden kan også være i afdødes eget hjem, i en have eller i et forsamlingshus. Kun fantasien og de praktisk fysiske forhold sætter grænser.

Den afdøde kan inden sin død selv have sammensat forløbet (evt. Min Sidste Vilje) til sin begravelse eller bisættelse, men det kan også være de efterladte, der gør det.

Der bliver ofte afholdt taler, valgt musik og sange med tanke på den afsked, der skal tages. Nogle læser digte op og viser billeder af afdøde. Andre vælger at holde en højtidelighed med kisten stående åben. Alt sammen eventuelt ud fra afdødes egne ønsker, eller ud fra hvad de efterladte finder i overensstemmelse med afdødes liv.

Er du medlem af folkekirken, men ønsker, at højtideligheden finder sted uden en præsts medvirken, er det vigtigt, at ønsket foreligger skriftligt. Alternativt kan familien på tro- og love erklære, at fraværet af gejstlig medvirken var afdødes udtrykkelige ønske.